1999-2009

Lindholm Badminton Klub - fra fællesskab til individualitet

- Lad mig slå det fast med det samme:
Jeg er en ældre mand på snart 60, der de seneste 50 år har udfoldet mig i diverse idrætsforeninger som aktiv, træner og leder.
Og det er naturligvis gennem de briller, jeg ser de senere års udvikling i foreningskulturen.
Det er ikke min mening at være negativ overfor udviklingen. Den er blot anderledes end den foreningskultur jeg har været en del af!
Jeg tror at sådan ”nogen som mig”, må se i øjnene, at det billede vi har af en ”forening” og hvordan den bør fungere, er på vej ud og er ved at blive erstattet af noget andet. Dette ”andet” behøver ikke at være dårligere! Det er blot ”noget andet”.

Og hvad er det så der er anderledes?
Da foreningstanken opstod i Danmark slutningen af 1800-tallet var nøgleordene ”fællesskab”, ”løfte i flok”, ”sammen er vi stærke” og den slags. Mennesker med fælles interesse gik sammen i en ”forening”, og ”i forening” skabte man grundlag for at udøve den aktivitet, som alle var interesseret i.
Her godt 100 år senere har den oprindelige foreningstanke svære kår – ikke kun i idrætsforeningerne, men i samfundet generelt. Individualitet og personlige udfoldelsesmuligheder vægtes højt af moderne mennesker. ”Enhver er sig selv nærmest”. Mange har svært ved at se sig selv som en del af en større helhed. Altså at ens aktive deltagelse i fællesskabet har betydning for ”de andre” og omvendt!

Hvordan ses udviklingen i LBK?
I LBK som i de fleste andre idrætsforeninger er der talrige tegn på den nævnte udvikling:
• Ujævnt fremmøde til træning. Man kommer groft sagt kun, hvis man ikke skal andet, der er sjovere. Det er naturligvis til ulempe for dem der rent faktisk kommer.
• Der er ikke den store interesse for at ”spille på hold”, bl.a. fordi det er svært for moderne unge (og ældre) at reservere tid til aktiviteten mange måneder i forvejen, hvilket jo er nødvendigt med en traditionel turneringsstruktur.
• Aftagende klubidentitet hos medlemmer, dels fordi færre og færre rent faktisk er medlem i mange år, dels fordi foreningen for den enkelte kun er èn af mange sammenhænge man lever sit liv i. Tidligere levede man næsten sit liv i klubben, hvor også ens nærmeste venner kom. Mange følte en dyb samhørighed og loyalitet for ”sin” klub.
• Kraftigt gennemtræk af især ungdomsmedlemmer, der zapper rundt mellem klubberne for at finde den, hvor egne behov og ambitioner bedst opfyldes.
• Dødt klubliv og tomt klublokale fordi børn og unge transporteres til og fra træning og voksne har travl. Derfor er der ikke tid til at hygge sig med kammeraterne i klublokalet efter træningen!
• Det er vanskeligt at rekruttere ledere. En del vil godt yde en indsats i en kortere periode og indenfor et begrænset arbejdsområde. Men der er også brug for en mere langsigtet indsats for at sikre kontinuitet i arbejdet.

Hvordan kan vi tilpasse LBK de moderne vilkår?
Vi er nødsaget til at tilpasse os, tror jeg! Og det er vi også i færd med - i hvert fald på motionsområdet.
På den ene side har vi i de seneste sæsoner imødekommet ønsket om fleksible træningsmuligheder med etablering af internetbaseret booking på valgfri tidspunkter for dem der gerne vil det.
På den anden side vil vi også gerne give mulighed for at spille badminton på motionshold med fællestræning, hvor der er mulighed for fællesskab og socialt samvær. Måske er det den slags hold vi skal satse på i fremtiden, som modvægt mod tidens fokusering på den enkeltes udfoldelsesmuligheder.

Hvordan ser det ud i LBK i 2019?
Positionen som en ”massemotionssport”, hvor vi har kunnet fylde hallen i 6 timer i ugens 5 første dage er forbi, tror jeg. Moderne mennesker, der vil motionere går i fitnesscentre – ikke i badmintonhallen.
Jeg tror, at der i fremtiden er væsentligt færre medlemmer i klubben end i dag. Max. 100 måske.
Vi skal vænne os til tanken om, at en badmintonklub består af en lille ”eksklusiv” skare, der dyrker sin fælles interesse for spillet med fjerbolden. Og gør det noget! Hvem siger at ”stort er godt”. Måske kan der skabes langt mere forenings- og badmintonkvalitet i en mindre klub, hvor de oprindelige forenings-dyder har bedre udfoldelsesmuligheder.
Jeg glæder mig allerede til 75 års jubilæet i 2024.

Kurt Jeppesen