FORMÅL

§ 1
Lindholm Badminton Klub, der er stiftet den 30. september 1949 og hjemmehørende i Aalborg kommune ser det som sit formål at fremme interessen for badminton og herunder at tilbyde kvalitet for alle medlemmer. D.v.s. at der inden for de givne ressourcerammer (lederkræfter & økonomi) skal gives plads og udviklingsmuligheder for alle kategorier af medlemmer, altså både sportsligt ambitiøse og motionsspillere i alle aldersgrupper.
Samtidigt er det også vigtigt at bevidstgøre medlemmerne om, at en forening hviler på frivilligt arbejde. Det er derfor også et mål, at aktivere flest mulige medlemmer i klubbens drift.


MEDLEMSKAB

§ 2
Enhver kan optages som medlem af klubben, jfr. dog § 5.

§ 3
Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen.

§ 4
Udmeldelse kan ske med gyldighed til kassereren eller
medlemssekretæren.

§ 5
Er kontingentet ikke betalt til forfaldsdagen medfører dette en øjeblikkelig ophævelse af medlemskabet. Ny indmeldelse kan først ske efter betaling af restance.

§ 6
Aktive medlemmer, som på grund af militærtjeneste, studier, langvarig sygdom eller andre efter bestyrelsens skøn gyldige årsager, ikke er i stand til at deltage i træningen i normalt omfang, kan imidlertid overføres som hvilende medlem uden kontingentbetaling, men med bevarelse af alle de rettigheder, som tilkommer aktive medlemmer.

§ 7
Såfremt et medlem skønnes at have gjort sig skyldig i en handlemåde, der kun kan skade klubbens anseelse eller arbejde, kan vedkommende sættes i karantæne, hvis varighed og omfang afgøres af bestyrelsen.
Karantænen kan omfatte udelukkelse fra turneringskampe, udelukkelse fra træning, udelukkelse fra klubbens andre arrangementer eller en kombination heraf alt efter handlemådens art, dog ikke udelukkelse fra generalforsamlinger. I karantæneperioden betaler medlemmet fuld kontingent.
Er et medlems handlemåde af en sådan karakter, at bestyrelsen skønner, at eksklusion er nødvendig, kan denne kun foretages på et bestyrelsesmøde, hvortil vedkommende medlem skal indbydes. Et ekskluderet medlem kan først optages i klubben efter et års forløb og da kun med den samlede bestyrelse samtykke.

§ 8
Passive medlemmer kan deltage i alle klubbens arrangementer med undtagelse af turneringer og træning. Passive medlemmer har valgret og er valgbare til alle formands- og udvalgsposter.


GENERALFORSAMLING

§ 9
Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Stemmeret kan kun udøves ved personligt møde, af såvel aktive som passive medlemmer. Medlemmer under 16 år er ikke valgbare og har ikke stemmeret.

§ 10
Den ordinære generalforsamling finder sted hvert år inden udgangen af april måned under ledelse af en på generalforsamlingen valgt dirigent.

§ 11
Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen med mindst 21 dages varsel skriftligt og med opgivelse af dagsorden.

§ 12
Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted, når bestyrelsen finder det påkrævet eller når skriftligt ønske herom fremsættes af mindst en tredjedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer, med opgivelse af dagsorden.
Indkaldelse sker som til ordinær generalforsamling.

§ 13
Over de på generalforsamlingen drøftede anliggender føres en forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og den bestyrelse, der ved generalforsamlingens afslutning sidder.

§ 14
Dagsorden for ordinær generalforsamling:

1. Valg af dirigent.
2. Beretning fra formanden.
3. Beretning fra seniorspilleudvalgsformanden.
4. Beretning fra ungdomsspilleudvalgsformanden.
5. Beretning fra kassereren.
6. Indkomne forslag.
7. Valg af formand.
8. Valg af kasserer.
9. Valg af seniorspilleudvalgsformand.
10. Valg af ungdomsspilleudvalgsformand.
11. Valg af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer.
12. Valg af mindst 2 seniorspilleudvalgsmedlemmer.
13. Valg af mindst 2 medlemmer til ungdomsspilleudvalget.
14. Valg af revisor.
15. Valg af revisorsuppleant.
16. Eventuelt.

Valg efter §14 stk. 1, nr.
9, 12kanudgå, hvis der er sket valg efter §14, stk. 1, nr. 7, 8, 9, 10 og mindst to medlemmer efter §14, stk. 1, nr. 12.

§ 15
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslagene, og et revideret regnskab vil være tilgængeligt for klubbens medlemmer i LBK's klublokale
og på klubbens hjemmeside 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 16
Ved vedtægtsændringer skal flertallet af generalforsamlingen stemme for.

BESTYRELSEN

§ 17
Bestyrelsen, der vælges af generalforsamlingen, består af
mindst 5 medlemmer, der vælges for 1 år ad gangen, jf. § 14.

§ 18
Bestyrelsen konstituerer sig på det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen med en næstformand, samt i øvrigt som den finder det praktisk.
Bestyrelsen kan udpege personer uden for bestyrelsen til at varetage afgrænsede opgaver, og bestyrelsen kan efter behov invitere ikke-bestyrelsesmedlemmer med til bestyrelsesmøder.
Gæsterne har ikke stemmeret på bestyrelsesmøderne.

§ 19
På bestyrelsesmøderne kan træffes beslutninger, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 20
Bestyrelsen er ansvarlig for klubbens midler og disponerer over disse i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

§ 21
Formanden skal indkalde til bestyrelsesmøde efter aftale i bestyrelsen og drage omsorg for, at der udsendes beslutningsreferat. Han leder bestyrelsens forhandlinger og skal for bestyrelsen forelægge de skrivelser, som er modtaget til klubben siden sidste bestyrelsesmøde.
Han forestår den daglige ledelse af klubben i overensstemmelse med det på generalforsamlingen og i bestyrelsen besluttede.

§ 22
Kassererens opgave er at varetage klubbens økonomi og føre et tydeligt bogholderi over indtægter, udgifter, aktiver og passiver. Til hver generalforsamling skal foreligge et revideret regnskab.

§ 23
Klubbens formue skal altid og udelukkende tjene klubbens formål. Klubbens formue, med undtagelse af den til enhver tid nødvendige likvide beholdning skal altid være anbragt i et solidt pengeinstitut og altid lyde på klubbens navn. Hvis bestyrelsen vurderer, at den likvide beholdning er væsentligt større end den nødvendige arbejdskapital, kan bestyrelsen investere i statsobligationer med det formål at opnå et større afkast. Statsobligationernes restløbetid må max. være 5 år.

SENIOR-SPILLEUDVALGET

§ 24
Seniorspilleudvalget, der vælges af generalforsamlingen, består af mindst 3 medlemmer, der vælges for 1 år ad gangen, jf. § 14.
Seniorspilleudvalgsformanden er samtidig valgt som bestyrelsesmedlem, jf. § 14.

§ 25
På seniorspilleudvalgsmøder kan træffes beslutninger, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er seniorspilleudvalgsformandens stemme afgørende.

§ 26
Seniorspilleudvalget konstituerer sig på det første seniorspilleudvalgsmøde efter generalforsamlingen, som udvalget finder det hensigtsmæssigt.
Udvalget kan udpege personer udenfor SSU til at varetage afgrænsede opgaver. Udvalget kan efter behov invitere ikke-SSU-medlemmer med til SSU-møderne. Disse har ikke stemmeret på møderne.

§ 27
Seniorspilleudvalget varetager den sportslige side af klubbens virke for seniorspillere. For U 19 spillere gøres dette i samarbejde med ungdomsspilleudvalget. Seniorspilleudvalget tilrettelægger træningen, turneringer og andre sportslige arrangementer. Holdturneringen og
evt. de årlige klubmesterskaber arrangeres i samarbejde med ungdomsspilleudvalget, jfr. § 31.

UNGDOMS-SPILLEUDVALGET

§ 28
Ungdomsspilleudvalget, der vælges af generalforsamlingen, består af mindst 3 medlemmer, der vælges for 1 år ad gangen, jf. § 14.
Ungdomsspilleudvalgsformanden er samtidig valgt som bestyrelsesmedlem, jf. § 14.

§ 29
På ungdomsspilleudvalgsmøder kan træffes beslutninger, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed er ungdomsspilleudvalgsformandens stemme afgørende.

§ 30
Ungdomsspilleudvalget konstituerer sig på det første ungdomsspilleudvalgsmøde som udvalget finder det hensigtsmæssigt. Udvalget kan udpege personer udenfor USU til at varetage afgrænsede opgaver. Udvalget kan efter behov invitere ikke-USU-medlemmer med til USU-møderne. Disse har ikke stemmeret på møderne.

§ 31
Ungdomsspilleudvalget varetager den sportslige side af klubbens virke for alle klubbens ungdomsspillere. Det tilrettelægger træningen, turneringen og andre sportslige arrangementer. Holdturneringen og
evt. de årlige klubmesterskaber arrangeres i samarbejde med seniorspilleudvalget, jfr. § 27.

REVISOR

§ 32
På generalforsamlingen vælges hvert år en revisor for 1 år ad gangen.

 SUPPLEANTER

§
33
Revisorsuppleanten vælges for 1 år ad gangen.

ÆRESMEDLEM

§ 34
Bestyrelsen kan ved enstemmig beslutning udnævne æresmedlemmer, der er livsvarigt kontingentfrie medlemmer af klubben.

TEGNINGSREGEL

§35
Klubben tegnes af formanden i forening med et andet bestyrelsesmedlem eller af kassereren i forening med et andet bestyrelsesmedlem.

OPLØSNING

§ 36
Beslutninger, der tilsigter klubbens opløsning eller sammenslutning med en anden klub, kan kun træffes på en ekstraordinær generalforsamling, og når mindst 3/4 af stemmer herfor.

§ 37
I tilfælde af klubbens opløsning eller sammenslutning med en anden klub, bestemmer medlemmerne ved afstemning på en generalforsamling, hvorledes der skal disponeres med hensyn til klubbens midler og ejendom.
Dog kan foreningens midler i den situation kun anvendes til almennyttige formål i Aalborg Kommune.

Med disse vedtægters ikrafttræden træder alle klubbens tidligere vedtægter ud af kraft.

Således vedtaget på ekstraordinærgeneralforsamlingen d. 4. juni 2015.



Kasserer Jørgen Ankjær & bestyrelsesmedlem Jesper Sørensen

Sponsorer - Sub

SparNord webbanner.jpg

coolshop banner
KLIK PÅ BANNER OG KØB IND

sponsors1

FC beton  RSL Logo 1   sponsorer4  CM transport. Logo Haugaard maskinfabrik logo